A. Indledning
De erhvervsdrivende fonde har stor betydning for det danske samfund. Gennem deres ejerskab af de virksomheder, de kontrollerer, og de investeringer og den kapitalforvaltning, de i øvrigt foretager, har fondene indflydelse på dansk erhvervsliv og udviklingen af både større og mindre danske virksomheder.
Fondene er med til at fastholde produktion og dermed både arbejdspladser og eksport- og skatteindtægter i Danmark. Gennem deres uddelingsformål bidrager fondene endvidere til samfundets udvikling inden for en lang række områder, herunder forskning, kultur, uddannelse, miljø, socialt arbejde m.m. De erhvervsdrivende fonde har herved stor samfundsøkonomisk betydning.
Erhvervsdrivende fonde har et eller flere formål, der typisk er fastlagt af stifteren i fondens vedtægt. Det er bestyrelsens ansvar at sikre, at fondens ledelse alene varetager fondens formål og interesser, og at fonden forvaltes i overensstemmelse hermed.
Den grundlæggende forskel mellem erhvervsdrivende fonde og andre virksomheder er, at erhvervsdrivende fonde ikke har ejere. De erhvervsdrivende fonde har ikke en generalforsamling, hvor ejerne beslutter, hvem der skal sidde i bestyrelsen, og som fører kontrol med, at bestyrelsen udfører sit hverv på forsvarlig måde i overensstemmelse med ejernes ønsker.
Det overordnede mål med Anbefalingerne for god Fondsledelse er at bidrage til, at ledelsen alene varetager fondens formål og interesser og forvalter fonden i overensstemmelse med god skik (”best practice”) for ledelse af erhvervsdrivende fonde.
Det er væsentligt for fondenes virke og legitimitet, at offentligheden har tillid til, at fondene drives med ordentlighed og respekt for samfundet. Anbefalingerne for god Fondsledelse skal medvirke hertil blandt andet gennem anbefalinger om gennemsigtighed og åbenhed om bestyrelsens arbejde.
Anbefalingerne for god Fondsledelse er henvendt til alle erhvervsdrivende fonde uanset størrelse. For bestyrelserne handler det om at få implementeret nogle sunde og gavnlige principper og redskaber, der kan højne fondsledelsen.
Bestyrelsen har pligt til at varetage fondens interesser. Varetagelsen af fondens interesser indebærer en pligt for bestyrelsen til at sikre, at aktivitets- og uddelingsformålet fremmes bedst muligt, samt at en eventuel direktion og øvrige ansatte alene varetager fondens interesser. Bestyrelsen har endvidere pligt til at varetage fondens interesser i forhold til eventuelle dattervirksomheder, blandt andet ved udøvelsen af et engageret ejerskab.
Det engagerede ejerskab betyder, at en fond, som kontrollerer en eller flere dattervirksomheder, bidrager til ledelsen af virksomhederne ved udpegning af bestyrelsesmedlemmer i disse, ved at afgive stemme på virksomhedernes generalforsamling og ved at virke som det stabile fundament for virksomhedernes langsigtede udvikling. Bestyrelsen skal løbende følge dattervirksomhedernes udvikling.
Ledelse af erhvervsdrivende fonde skal ske kompetent og professionelt i overensstemmelse med stifters vilje, som den kommer til udtryk i vedtægten, og den til enhver tid gældende lovgivning. Kun herved kan der blandt relevante interessenter sikres fortsat tillid til de erhvervsdrivende fonde.
Anbefalingerne er et supplement til lovgivningen på erhvervsfondsområdet, herunder erhvervsfondsloven og årsregnskabsloven, som samlet fastsætter rammerne for omverdenens behov for åbenhed om ledelsen af de erhvervsdrivende fonde, og om blandt andet regnskabsaflæggelse, lovpligtige redegørelser samt oplysninger om uddelinger og aktiviteter. Anbefalingerne har til formål at anvise ”best practice” for bestyrelsesarbejde i erhvervsdrivende fonde og at medvirke til åbenhed om fondenes forhold.
Anbefalingerne er ikke en udtømmende opskrift på god ledelse af erhvervsdrivende fonde. Dertil er fondenes og deres bestyrelsers udfordringer og forhold for forskellige.
Anbefalinger er den bedste reguleringsform, når det drejer sig om god ledelse af erhvervsdrivende fonde. Det kræver imidlertid, at samfundet, fondene og fondenes mange interessenter er positive over for anbefalingerne, har en positiv holdning til at højne god ledelse af erhvervsdrivende fonde, følger udviklingen på området og involverer sig i dialogen herom.
B. Soft Law og dens betydning
Anbefalingerne er soft law og er dermed mere fleksible end lovgivning (hard law). Mens regulering ved lov typisk beskriver en minimumstandard, afspejler soft law en højere standard end lovgivningen og tilstræber at være udtryk for ”best practice”. Derudover er soft law kendetegnet ved en høj grad af frivillighed, hvilket giver den fleksibilitet, der er nødvendig for, at de erhvervsdrivende fonde kan tilpasse principperne for god ledelse af erhvervsdrivende fonde til de enkelte fondes forhold.
Anbefalingernes fleksibilitet er afgørende, idet der inden for god ledelse af erhvervsdrivende fonde ikke nødvendigvis kun er én rigtig løsning for alle erhvervsdrivende fonde.
Soft law er lettere at tilpasse og mere dynamisk end lovgivning, hvilket muliggør, at anbefalingerne til stadighed kan være tidssvarende og relevante.
C. Redegørelse for god Fondsledelse
Bestyrelsen i en erhvervsdrivende fond skal i medfør af erhvervsfondslovens § 60 udarbejde en redegørelse for god fondsledelse, hvori bestyrelsen forholder sig til hver enkelt anbefaling i Anbefalingerne for god Fondsledelse.
Redegørelsen for god fondsledelse skal udarbejdes ved brug af ”følg eller forklar”-princippet i forhold til hver enkelt anbefaling.
”Følg eller forklar”-princippet er et bærende element i anbefalingerne. Eventuelle forklaringer skal vedrøre den enkelte anbefaling og bør sætte læseren i stand til at forstå fondens ledelsesform.
Princippet betyder, at bestyrelsen i den enkelte erhvervsdrivende fond selv afgør, i hvilket omfang bestyrelsen ønsker, at fonden skal følge anbefalingerne.
Følger fonden en eller flere af anbefalingerne, er det tilstrækkeligt, at bestyrelsen i forhold til hver enkelt af disse anbefalinger angiver, at den følger. Bestyrelsen kan vælge at angive supplerende oplysninger til den eller de anbefalinger, som fonden følger.
Følger fonden ikke en eller flere anbefalinger, skal bestyrelsen for hver enkelt af disse anbefalinger forklare:
- hvorfor bestyrelsen har valgt at indrette sig anderledes, og
- hvordan bestyrelsen i stedet har valgt at indrette sig
Det er ikke et regelbrud, hvis fonden ikke følger en anbefaling, men et udtryk for, at bestyrelsen konkret, og af grunde den har redegjort for, har valgt at indrette sig på en anden måde end den, der fremgår af anbefalingen.
Fonden efterlever således anbefalingerne ved på ovenstående måde enten at følge eller forklare.
Redegørelsen skal, i henhold til årsregnskabslovens § 77 a, medtages:
- i ledelsesberetningen eller noterne i årsrapporten, eller
- på fondens hjemmeside med en præcis henvisning dertil i ledelsesberetningen eller noterne
Erhvervsstyrelsen kan som fondsmyndighed, jf. erhvervsfondslovens § 60, stk. 2, pålægge bestyrelsen at redegøre for, hvorledes den forholder sig til anbefalingerne, hvis bestyrelsen:
- ikke forholder sig til en eller flere anbefalinger,
- ikke forklarer en afvigelse,
- giver en forklaring om en afvigelse, som er åbenbart grundløs eller uden mening, eller forklarer en afvigelse, men ikke forklarer, hvordan bestyrelsen i stedet har valgt at indrette sig
Bestyrelsen skal i sin redegørelse, jf. erhvervsfondslovens § 60, udelukkende forholde sig til anbefalingerne. Indledningen til anbefalingerne samt kommentarerne uddyber anbefalingerne og bør inddrages i bestyrelsens arbejde med anbefalingerne.
Oplysningerne i bestyrelsens redegørelse bør præsenteres på en overskuelig måde. Følger fonden ikke en anbefaling, bør forklaringen herom være klar og fyldestgørende, således at den sætter læseren i stand til at forstå bestyrelsens valg og begrundelsen herfor.
Redegørelsen skal vedrøre samme periode som årsrapportens regnskabsperiode og offentliggøres samtidig med årsrapporten.
Anbefalingerne for god Fondsledelse gælder alene for de erhvervsdrivende fonde, men ikke-erhvervsdrivende fonde, andre selvejende institutioner og fondslignende foreninger m.v. kan med fordel hente inspiration i anbefalingerne.
Skema til redegørelse for god Fondsledelse
Til brug ved udarbejdelsen af redegørelsen har Komitéen for god Fondsledelse udarbejdet et skema, som de erhvervsdrivende fonde kan vælge at anvende.
D. Hjælpeværktøjer og spørgsmål/svar (FAQ)
Komitéen har udarbejdet dokumenter, oversigter, vejledninger og skabeloner, der kan hjælpe bestyrelserne i deres arbejde med god fondsledelse.
Udover det skema som komitéen har udarbejdet til brug for bestyrelsernes redegørelse for god fondsledelse, har komitéen blandt andet også udarbejdet et udkast til en forretningsorden og en skabelon til et årshjul, som de erhvervsdrivende fonde kan vælge at anvende.